Leif Dræby   < forside                      <baggrund          

 

 

Leif Dræbys kunstneriske ansigt  


Da Leif Dræby opdagede, at han kunne tegne, satte han samtidigt et maskineri i gang, som har kørt støt og roligt siden.

Billedkunstneren Leif Dræbys livforløb og karriere har langt fra bevæget sig ud ad en forudsigelig og nøje planlagt rute. En stor del af de begivenheder, der har præget kunstnerens historik, har han ofte kun haft lidt indflydelse på.

Som eksempel herpå, bør det være relevant at tage udgangspunkt i et motivisk tema, der så at sige voksede ud af den abstrakt-ekspressionistiske muldjord i Det østjyske Søhøjland for ca. femten år siden. Som et frankensteinvæsen indtog et dramatisk ansigt den centrale del i Leif Dræbys værker, hvad enten disse bestod af malerier, skulpturer eller grafiske arbejder.

Dette – som oftest – skarptskårne hoved fremstår i princippet som en form, kunstneren bygger en underliggende abstraktion op på. Elementets ansigtstræk fungerer i de fleste tilfælde i en neutral emotionel finish i forhold til det sædvanligvis kaotiske scenarie, der omkranser det.

Sindbilledet

Det vil være oplagt, og samtidigt uretfærdigt simplificerende, at beskrive denne væsentlige del af Leif Dræbys motivverden som et sindbillede, der underbygger en kunstnersjæls skiftende tilstande. Ikke desto mindre spilles der i indlysende grad på nogle mentale undertoner.

Leif Dræby er født i 1940, og som udgangspunkt var der intet, der tydede på, at han med tiden skulle oparbejde en billedkunstnerisk karriere. Dette ændrede sig dog, da han fandt ud af, at han kunne tegne. Dette akkumulerede et behov hos den unge kunstner in spe – og ret omgående debuterede Leif Dræby som tegner i dét, der dengang hed Silkeborg Avis.

Siden er der løbet milliarder af liter vand gennem Gudenåen, og ikke blot har avisen skifet navn til det mere regionalt beskrivende Midtjyllands Avis; men Leif Dræby har ligeledes opsøgt og taget inspiration fra skiftende stilarter inden for billedkunsten.

I forlængelse af tegningen begyndte Leif Dræby at male. Her fandt han en ny dimension at agere ud fra, og fascinationen af mediet bragte ham ud i adskillige afkroge af de maleriske metoder. Afsættet var naturalistisk. For at opøve en naturlig tilgang til denne genre, kopierede han bl.a. malerier fra den danske guldalder. Og dét simpelthen som en del af en ”learning proces”.

Abstraktionen

Dræbys nysgerrighed og behov for at gå på opdagelse i kunsthistorien, bragte dog kendskabet til kunstnere som Picasso og Pollock frem i lyset. Nu fik eksperimenterne frit løb. Som Jackson Pollock - og Asger Jorn med sine ”luksusbilleder” - begyndte Leif Dræby at eksperimentere med flydende farver og drip painting. Dette førte ham ganske naturligt over i et abstrakt-ekspressivt udtryk, som var hans kendetegn i en del år.

Avisen slap Leif Dræby dog ikke helt, selv om han efterhånden ophørte med de naturalistiske tegninger med motiver fra Silkeborg-området. I mange år befandt han sig i spalterne som debattør, og netop denne rolle har et klart afsæt i en kunstners idiosynkratiske forhold til et omkringliggende samfund, der synes udelukkende at handle ud fra stærkt rationelle principper.

Indignationen

Der er ikke så meget længere, der bringer den ellers så stilfærdige kunstner op i det røde felt; men han lægger ikke skjul på en dyb afsky for, hvad han kalder ”forlorenhed” inden for både kunstverdenen samt de institutioner, der suger kulturel næring fra netop dette univers. Han fortæller således om en oplevelse, hvor en lokal erhvervsmand fra Silkeborg havde indkaldt et segment af kunstnere til et møde om skabelsen af diverse kunstneriske events.

Dræby havde holdt sig forholdsvist tavs under denne seance, indtil den omtalte erhversmand efterlyste en navn til ét af disse events. Dræby foreslog, at man kaldte konceptet for ”Buksevand”, og omgående blev hans seriøsitet anfægtet af de tilstedeværende kollegaer. Hvad hverken de øvrige kunstnere i selskabet eller den driftige forretningsmand, var klare over, var at Leif Dræby var dybt seriøs i sin udlægning af konceptet, som han i sagens natur opponerede imod på sin egen stilfærdige, ironiske måde.

I det hele taget besidder Leif Dræby et voldsomt ambivalent forhold til sin egen by; og måske netop derfor valgte han at fejre sin 70 års fødselsdag i den tyske by Beckum's Stadtmuseum. Dette var resultatet af et langvarigt kendskab til byen og ikke mindst museets direktør. Dette indikerer i høj grad, hvad netværk betyder i den kulturelle verden, og denne betydning er Leif Dræby ganske og aldeles bevidst om.


Lars Svanholm

billedkunstner og skribent

2011