Arbeit Macht Frei

Arbejde Gør Fri

Arbejde gør fri. Arbejde skaber frihed. Gennem arbejde at skabe gode institutioner, gode vilkår. Trygge rammer for familie og børn. Gennem løn for arbejde at kunne købe sig goder, materielle og kulturelle.

Arbeit Macht Frei, (Arbejde Gør Fri). Ord, der jo må betragtes som stå for noget af det mest positive man kan tænke sig. Arbejde, gav frihed, skabte tryghed. Arbeit Macht Frei. Blev gennem nazismen. Gennem de tyske nazister. Til de mest frygtede, de mest forfærdende, de mest smertelige ord i det tyvende århundrede.

Millioner af jøder og anderledes tænkende blev sendt i de frygtede koncentrationslejre. Millioner af jøder og anderledes tænkende mistede deres liv der. Blot fordi de så anderledes ud, blot fordi de tænkte ander-ledes, fordi de havde en anden kultur.

Hvor må det være smerteligt for de der mistede en søster en bror, en mor eller en far. Mistede et helt folk. Den smerte rækker langt ind i fremtiden, og overvindes måske aldrig.

Jeg var et barn da Danmark, 1940 –1945, var besat af tyskerne.

Det kan være forskelligt hvor langt et menneske kan huske tilbage i sin barndom. Der skal som regel være en begivenhed man kan huske det på. En ferie hos sine bedsteforældre. Man blev bidt af en hund, eller væltede på cyklen.

Hverdagen, den ene efter den anden, husker man sjældent.

Min erindring går tilbage til fire års alderen.

Jeg erindrer en tysk officer, en flot blond mand.

Han var rar, han kørte mig ture i sin jumpegig. (En let vogn med to høje hjul, vognen spændes efter en hest).

Op over vognens sider kunne jeg se landskabet i Virklund. Det var en sommerdag, sol. Den milde vind blæste forbi mit ansigt. Om mit lyse hår.

Min mor har fortalt: At hun kunne lige se den lyse hårtop.

Jeg elskede Peter. Eller "Pæter" som vi kaldte den tyske officer. Han var kærlig. Gav mig oplevelser. Tog mig med.

En dag kom Pæter til vores hjem. Med sig havde han et par menige tyske soldater. (Min mor har senere fortalt, at det jeg troede var maskinpistoler, soldaterne stod med i hænderne. I virkeligheden var deres cykelstyr. Styret tog de af hver gang de stillede cyklen fra sig. De var bange for at få styret stjålet).

Jeg erindrer det nu som maskinpistoler.

Pæter, stillede sig ud på gulvet på førstesalen i vort hus. Med støvleklædte, skrævende ben stod han nu og stillede truende spørgsmål til min mor. Min far var på arbejde.

Han udspurgte min mor om en seng vi havde stående på gangen. Hvem sov i sengen?

Havde min mor ikke været så modig som hun er. Og svarede.: At der sov min søster.

Havde vi fået en tysk soldat indlogeret

Jeg var aldrig mere sammen med Pæter. Jeg kan ikke huske om muligheden siden opstod til at være sammen med ham. Men han var ikke mere min ven. Det var et smerteligt tab, som jeg vidste jeg var nødt til at bære.

Efter folkeskolen. Et halvt år var jeg arbejdsdreng på Lysbro Fabrikker. Derefter kom jeg som fjorten årig, i lære som: Autolakerer og skiltemaler, med kendskab til bygningsmaling. Som der stod i lærekontrakten.

I Thorvald Damsgårds Autolakereri på Skolegade i Silkeborg.

Arbejdet kunne bl.a. bestå i at jeg hentede materialer nede i byen hos farvehandleren. Så cyklede jeg ned gennem Skolegade. Forbi Arbejdernes Fagforenings kontor. Længere nede, Skoletorvet, hvor Teknisk Skole lå på hjørnet. Her gik jeg på skole om aftenen i vinterhalvåret.

Vinterhalvåret var dengang, midt i halvtredserne, ind imellem præget af stor arbejdsløshed.

Der så jeg så uden for Arbejdsmændenes Fagforening, mange af min fars kammerater. Arbejdskolleger. Stå i en lang kø medens de ventede på at komme ind på kontoret for at "stemple". Nogle stod med en bajer. Andre diskuterede. Andre stod og så opgivende ud.

De mænd som var min fars kammerater. Min fars arbejdskammerater. De stod nu der i en for dem ydmygende situation.

Det gjorde mig ondt at se. Det havde de ikke fortjent.

Når de havde arbejde , arbejdede de hårdt. Tjente deres løn, udrettede ting der var til gavn for andre. De kunne le sammen, diskutere, de havde fællesskab gennem deres arbejde. Det gav dem værdighed og betydning.

Nu stod de her, og måtte spise: "Nådsens brød". Som vi sagde. Den mest ydmygende situation en mand eller en familie kunne bringes i. Man skulle kunne klare sig selv.

En ting var at der ikke var arbejde. Nu stod de her og var til skue for alle og enhver,

En situation de ikke selv havde skyld i.

For nogle år siden overnattede jeg i forbindelse med en udstilling, på vandrehjem i København. Der var mange forskellige nationer på vandrehjemmet. Der var otte sengepladser i det rum jeg sov. Otte forskellige nationer. Vi havde ingen kontakt med hinanden. Hen på aftenen indfandt de forskellige mænd sig i sove rummet. Ingen sagde noget. De tog deres tøj af og lagde sig til at sove.

Om morgenen gik enhver til sit. Og først hen sidst på dagen vendte mændene tilbage. Efter aftensmaden, var der mulighed for at se fjernsyn i opholdsstuen. Og det tiltrak både mænd og kvinder i løbet af aftenen. Der var ind imellem højlydt diskussion om hvad for en, af de "64" kanaler vi skulle se.

Mange af de tilstedeværende kunne jo ikke forstå det danske og ville have en engelsk sproget kanal.

Der var frihed til at vælge, men ingen kunne blive enige om at bruge den frihed. Det endte i frustration og skænderi.

Alle nationerne havde frihed til at vælge. Men vi kunne ikke blive enige om hvad vi skulle se.

Leif Dræby